Sneaker – løbeskoen, der blev til allemandseje

0 Comments

Det er efterhånden ingen frækhed at forvente, at en ukendt person man står over for, ejer et par sneakers. Hvis blot man sænker blikket når man bevæger sig i det offentlige rum, vil det gå op for én, at sneakers er en vanvittigt populær sko til primært hverdagsbrug, men i høj grad også i alle mulige andre henseender. Lige fra de vellønnede kontorjobs over bryllupsfesten og sågar til begravelsen, vil man med statsgaranti kunne finde mere end ét par sneakers. Er det svært at forstå hvorfor? Næ, ikke synderligt.

Egenskaberne ved et par gode sneakers er nemlig svære at være negativ omkring. Og historien om sneakers rummer årsagen hertil, samt fortællingen om, hvor alsidige og voldsomt populær, skoen til stadighed er.

For at finde ophavet til den moderne sneaker, skal vi faktisk helt tilbage til 1800-tallet. De første sneakers så – i form at et par gummisko – dagens lys som følge af opdagelsen af vulkanisering, som er en proces, der tillader at forme gummi og derudover at sammensætte det med andre materialer. Noget, der i øvrigt må virke som den største selvfølgelig for os moderne mennesker, når vi står med et par sneakers i hånden, hvor gummi, læder, stof og mange andre materialer på elegant vis spiller sammen i en flot symbiose.

Ret hurtigt fandt man ud af, at der var potentiale til at udvikle nogle sko, der kunne fremme præstationerne hos datidens idrætsudøvere, og derfor blev de første sneakers altså født som en sportssko. Med den høje komfort og de gode absorberende egenskaber, for slet ikke at snakke om det gode greb skoen har i underlaget, var de første sneakers et mirakel for løberne og andre sportsfolk.

Udviklingen blev katalyseret af de mange firmaer, der ville konkurrere på markedet. I flæng kan nævnes Adidas, Converse, Reebok og Nike, som alle ønskede at udvikle morgendagens sportsstjerners foretrukne fodtøj.

Sidenhen er det velkendt, at sneakers brød ud af sportskassen, og blev et aldeles stort hit i så godt som alle andre miljøer – særligt hiphop-miljøet tog sneakers til sig inden de blev mainstream for alvor.

Et godt eksempel på en sko, der har overlevet overgangene og stadig er et kæmpe hit og modeikon er Nikes Air Force 1-model. I starten 1980’erne blev Air Force 1 udviklet til datiden amerikanske basketball-stjerne. Med sin tykke sål bidrog skoene med lidt højde til de i forvejen højtravende spillere, og derudover gav den en høj komfort og gode stødabsorberende egenskaber. Og så var det naturligvis også fordrende, at designet tiltalte mange.

Den dag i dag er Air Force 1 en uhyre populær sko, og er for mange et decideret samleobjekt. Naturligvis gør den sig også som hverdagssko, hvor ejeren kan nyde den fortsat gode komfort, og det fede og populære design.