Sundhed handler ikke kun om motion og kostplaner. Dit mentale helbred er måske det allervigtigste, og uden en sund psyke kommer du ikke langt – hverken med træning, kostplaner eller i det hele taget noget som helst.
Mennesker er forskellige, men rigtig mange finder et mentalt fikspunkt i naturen, enten ved at komme ud i naturen eller ved at bringe den hjem i stuen. I denne artikel ser vi lidt nærmere på sidstnævnte.
Inviter et insekt med hjem
Det kan være fristende at fyre op for musikken eller sætte Netflix-serien i gang i samme øjeblik du kommer ind ad døren – men lad være! Tag i hvert fald lidt tid ud til dig selv, hvor du bare ER, og hvor du plejer og nurser den mentale del af dig selv.
Og her er naturen fænomenal. Tag f.eks. et lille insekt med hjem, og brug tid til stille og roligt at observere, nyde og begejstres over livet i alle dets former.
Hvis du ikke har et stykke natur i nærheden (eller hvis det er vinter), kan du også blot bestille en håndfuld insekter online (f.eks. fra insektorama.dk/ eller lignende). Hovedsagen er, at du har noget levende. Livet er ganske enkelt magisk, og der er altså noget zen over sådanne øjeblikke.
Pas godt på dit insekt
Det er selvfølgelig meningen, at både du og dit insekt får noget godt ud af projektet, så sæt dig ind i dets behov først. Hvis ellers forholdene er optimale, er insektet fløjtende ligeglad med, om det befinder sig i skoven eller i en lille beholder hos dig.
Noget af det nemmeste at håndtere er nok den almindelige melorm. Hvis bare den får en teskefuld havregryn, er den glad og tilfreds. Og et hjørne af et æbleskrog vil sende den i den syvende himmel. Mere skal der faktisk ikke til. Og det giver noget at tænke over, ikke sandt?
Eller prøv med en plante
Hvis du af den ene eller anden grund ikke er til insekter, kan du også prøve med en plante. Det kan f.eks. bare være en lille græs-spire, du lige graver op fra vejsiden med en ske. Du får ikke helt den samme og øjeblikkelige respons som med et insekt, men alligevel.
Nurs din spire med vand og sol, og nyd, hvordan den dag for dag bliver større og stærkere. Du kan selvfølgelig også bare anskaffe en traditionel potteplante, men det er li’som bare ikke helt det samme. Der skal gerne noget autenticitet ind også.
De små ting
De små ting tæller, og de tæller langt mere, end man skulle tro. I sidste ende handler det meget om dit mindset og livsindstillingen. Brug tid på at træne dit indre – det er sundt!