Igennem de sidste 60 år har dansk sejlsport altid leveret medaljer. Men hvorfor er netop sejlsport så dygtig og hvad kan vi lære af de danske sejlere. Kulturen er helt speciel og det har gang på gang givet en sand medaljehøst til Danmark.
Vi husker alle den brækkede mast i OL-finalen i 2008, hvor 49’eren med Jonas Warrer og Martin Kirketerp så deres OL-guldmedalje hænge i en tynd tråd. Historien er fantastisk og kunne på mange måder ikke være skrevet bedre.
Men det mange ikke ved, er at der faktisk var hård kamp om overhovedet at komme med til OL. Martin og Jonas var slet ikke selvskrevet. Faktisk var der 6 måneder før OL 3-4 hold som kunne have snuppet pladsen. Og indtil den sidste sejlads i det sidste udtagelsesstævne, kunne et andet hold have taget pladsen. Alle danske 49’er besætninger var så gode, at de havde medaljechancer.
Hvorfor 49’er klassen er så god
I Danmark har man altid haft en leveregel, som handlede om at dele viden. Vi deler alt viden, med dem vi kæmper om OL-pladsen med. Vi fortæller alle hemmeligheder, for at gøre ”konkurrenterne” gode. Vel vidende at de kan slå os. Fordelen er at hvis man kommer til OL, så er man medaljekandidat, fordi man i flere år har haft kvalificeret sparring på så højt niveau. Et niveau man selv har løftet dem til.
Heri skal man huske at elitesportsfolk ikke har et mindset om ”bare” at komme med til OL. De vil være med om medaljerne. Derfor mindsker de hellere deres chancer for overhovedet at komme med, hvis det til gengæld kan øge deres medaljechancer.
Hvordan styrker man vidensdeling
For virksomheder er det meget interessant. Så interessant at Søren fra virksomheden Matchrace bruger det som en del af de teambuildingevents som laves i deres kapsejladsbåde. For hvordan får man 2 personer, som kæmper om den næste forfremmelse, til faktisk at spille hinanden gode. Eller få 2 sælgere til at investere ressourcer i hinanden, vel vidende at det ikke hjælper ens egen bonus. Det er en kæmpe udfordring. En ting er sikkert, det hjælper ikke at skrive det på en plakat i frokoststuen. Det skal bygges ind, på en langt mere strategisk måde.
I sejlsporten er det en kultur, som børn lærer fra barns ben. Der er andre sportsgrene som også er gode. Men der er nogle helt særlige fællestræk, som Kristoffer Henriksen har skrevet om i hans bog Talentudvikling i verdensklasse. Men mange af principperne kunne sagtens leve i en virksomhedskultur. Der kræver nogle grundforudsætninger, men også et håndslag på at vi gør det sammen. Ikke mindst skal virksomheden turde sætte kultur over performance. Uanset om en sælger kører langt over budget, må det aldrig være på bekostning af kulturen. For så dør processen hurtigt.